dotcomwebdesign.com
Nav By CMSimple.de Design By Dotcomwebdesign.com Powered By CMSimple.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
Velkommen > Fødselsoplevelser
 
 

Fødselsoplevelser

 

”Jeg er så taknemlig over at have haft Tina med,

før, under og efter min fødsel”

I efteråret 2012 blev jeg gravid ved hjælp af insemination med donorsæd. Min familie er lille og mine gode veninder har selv familie og job. Jeg havde derfor ingen, som jeg kunne forestille mig kunne komite 100 % til, at være med til fødslen af min lille pige. En kollega fortalte om doulaen og jeg kontaktede Tina umiddelbart herefter. Efter den allerførste samtale med Tina, vidste jeg, at jeg havde lyst til at have hende med i mit forløb. Jeg oplevede med det samme stor tillid til hende menneskeligt såvel som professionelt.

Jeg gik over tid og i de sidste 4 dage havde jeg veer on and off. I denne periode brugte jeg Tina til at sparre med; hvad kunne jeg selv gøre for at sætte fødslen i gang, skulle jeg kontakte fødegangen m.m. Hun lavede rebozo massage for at hjælpe min krop til at blive parat til fødslen. Det var virkelig rart at have en, som jeg kunne tale med dagligt i denne periode.

Min fødsel startede med regelmæssige veer en torsdag eftermiddag. Tina var herhjemme sammen med mig, tog med på hospitalet og blev indtil min lille pige var født 20 timer senere. Jeg oplevede, at hun under fødslen udviste en meget stor respekt for mig og mine beslutninger, for personalet og deres arbejde og for min søster, som også kom med til fødslen. Samtidigt med, at hun med sin store faglighed hele tiden støttede mig med forslag til gode stillinger, sørgede for at jeg spiste og drak, og i det hele taget tog sig af mig. Under fødslen mødte jeg en af mine ”tigere”. Tigere er oplevelser, som man frygter, vil ske. Fordi jeg sammen med Tina havde forberedt mig på, at det kunne ske, så var jeg i stand til at ”kikke tigeren i øjnene” og valgte aktivt under fødslen, hvordan jeg ville takle den.

De første døgn efter at jeg blev udskrevet fra hospitalet var ret hårde, da jeg jo stod i en ny og uvant situation og var alene om, at tage mig af min lille datter og mig selv. Her var Tina igen en stor støtte, der telefonisk vejledte mig omkring hvordan jeg bl.a. kunne tilrettelægge dagen bedst muligt for os.

Da forløbet blev afsluttet, stod jeg tilbage med en kæmpe følelse af glæde og taknemlighed over, at jeg havde været så heldig at have haft Tina med.

 Skrevet af: Pia Jensen, mor til Nikoline, 2013, sygeplejerske og cand. pæd. i pædagogisk psykologi.



”Hele forløbet omkring fødslen gik rigtig fint

- vi anbefaler stærkt doulaen under hele forløbet”

 

Tina var med som doula til vores første barns fødsel, så det stod helt klart at hun også skulle være med til nummer to. Det er bare så rart med en topprofessionel hjælp ved ens side når det går løs, men faktisk endnu vigtigere i tiden inden man kører til fødegangen.

 

Sygehusets jordemødre er selvfølgelig også meget professionelle, men de har jo ikke ressourcer til kun at være hos én fødende kvinde og det kan virke meget frustrerende, at de nogle gange har meget travlt og render fra den ene gravide til den anden. Det er rart med en doula der er ved ens side hele tiden, for selvom man har prøvet at føde før, så er der alligevel en masse tvivl og spørgsmål der presser sig på.

 

Én ting der står soleklart for os, er Tinas professionalisme. Da Mettes veer til at starte med var rimelig uregelmæssige, sagde Tina at det kunne være en god ide med en gåtur. Da det ikke blev bedre af det, foreslog Tina nogle øvelser, der skulle få barnets hoved til at stå rigtigt i bækkenet. Efter nogle øvelser kom veerne som perler på en snor. Uden hendes viden, ro og ekspertise kunne man meget nemt ryge ind i den onde spiral med forkert vejrtrækning mv. som bare ville trække fødslen meget mere i langdrag.

 

Hele forløbet omkring fødslen gik rigtig fint og det mener vi, at Tina har en stor del af æren for, for jo mere man slapper af og styrer vejrtrækning mv. jo lettere går det.

Vi kan kun stærkt anbefale at have en doula med under hele forløbet.

 

Skrevet af: Mette & Martin, september 2010.

 

 

 

”Vores barns fødsel var en helt fantastisk god oplevelse ”

 

Doulaen gav en tryghed som var afgørende for at det blev så positiv, rolig og fremadskridende en fødselsoplevelse. Det gav mig en stor tryghed at vide, at Tina kom og ville være der gennem hele fødslen til at holde i hånd og yde omsorg. Da det hele gik løs var hun virkelig en fantastisk støtte og skabte tryghed. Det gav min mand "luft" til også at opleve fødslen og holde de nødvendige pauser uden at lade mig alene.

 

Doulaen er særlig god til at være nærværende og skabe ro. Hun var en uvurderlig hjælp til at guide og støtte vejrtrækning og stilling gennem veerne.

Vores første barns fødsel var en rigtig dårlig oplevelse præget af stor utryghed, angst og dårlig kommunikation. Allerede på det tidspunkt besluttede jeg, at hvis jeg blev gravid igen og skulle føde, ville jeg have en støtteperson med til fødslen.

 

Vi anbefaler andre par at hyre en doula til fødslen, hvis de føler de har brug for at være sikre på støtte, omsorg og tryghed. Oprindelig var det mest mit ønske at have en doula med, men doulaen endte med at blive en ubetalelig hjælp for os begge!

 

Skrevet af: Anne Birgitte & Martin, februar 2009.

 

 

”I trygge hænder”

 

At have Tina med som doula til vores søns fødsel, var simpelthen fantastisk. Hendes beroligende og professionelle måde at være på, gjorde at vi følte os i trygge hænder. Noget der står lysende klart er den måde, hun fik os til at slappe af på. Hendes hjælp med at styre vejrtrækningen og ikke kæmpe imod veerne hjalp til, at vi kunne blive hjemme i vores trygge rammer i meget lang tid. Vi er sikre på, at hvis Tina ikke havde været med, var vi taget på hospitalet meget før og havde dermed haft mange lange timer ude på fødegangen.

 

Det at have en kyndig doula, der har været med til mange fødsler, ved vores side i hele forløbet har virkelig været guld værd – bare det, at hun står til rådighed 24 timer i døgnet giver tryghed.

Vi kan kun anbefale alle at bruge en doula!

 

Skrevet af: Martin og Mette, 2008.

 

 

”Min yngste datter blev budt velkommen i et ocean af glæde, ro og begejstring”

 

I de 8 år jeg har været jordemoder, har jeg gang på gang set den store værdi af at have een ekstra person med til fødslen.

 

Formålene er:

  • at aflaste manden og yde ekstra omsorg til den fødende.
  • at støtte faderen i at kommunikere parrets ønsker omkring behandling af kvinden selv og især af barnet.
  • desuden at ordne forskellige praktiske ting med et kvindeligt overblik, hvilket især er nødvendigt ved hjemmefødsler.

Da jeg selv skulle føde valgte jeg derfor at have en doula med til fødslen. Jeg valgte også at føde hjemme begge gange: Jeg har brug for privatliv, omsorg og ro når jeg føder og det har jeg fundet hjemme. Første gang jeg fødte for 3,5 år siden var min søster med. Det var jeg glad for, men hun havde det meget svært med at jeg havde ondt. Derfor ville jeg gerne have en professionel med denne gang, ud over jordemoderen. Men ikke een som gik ind i det jordemoderfaglige og medcinske felt, bare een som støttede mig og min mand.

 

Tina var det perfekte valg. Hun har en fantastisk indlevelsesevne, er diskret og rolig. Vi havde ved begge fødsler den samme jordemoder, som har de samme kvaliteter som Tina. Men jordemoderen kan, ligesom min mand, kun være et sted på een gang. Allerede i graviditeten bidrog Tina med noget helt særligt. Hun var værdifuld, fordi hun fik os til at tænke over nogle ting og skrive vores ønsker for fødsel og barsel ned, for så at gennemgå dem med os. Hun mødtes også med vores jordemoder hjemme hos os.

 

Under fødslen oplevede både min mand og jeg hende som en støtte i baggrunden, som var der når vi havde brug for det, men ikke på nogen måde forstyrrede det vi havde sammen eller skubbede min mand væk.

 

Jeg havde en fantastisk fødsel:

Det begyndte med en lang opstart, som mange flergangsfødende. Lige før midnat 27/5-07 startede veerne og var kraftige, regelmæssige hvert 5 min og varede 60-75 sek. Jeg var vildt glad og spændt, men Kl. 3 løjede veerne af og blive lidt uregelmæssige. Jeg blundede et par timer men veerne fortsatte heldigvis. Efter morgenmaden ringede jeg til Tina og fortalte at noget var under opsejling og derefter til en veninde, som jeg snakkede med i halvanden time. Jeg havde veer hvert 4. minut og lå og pustede med hovedet nede i dynen, men det syntes hun bare var underholdende. 11:30 undersøgte jeg så mig selv igen og var utroligt nok blevet 5 cm, collum udslettet og caput godt ned.  Så ringede jeg til Tina og jordemoderen og bad dem om at komme.

 

Veerne var tiltagende, men fordelte sig som murren fortil og bagtil. Istedet for den der hysteriske, brændende smerte fortil over symfysen jeg havde haft med min 1. datter Thera, som stod som stjernekikker i mit bækken. Vesmerten ved Fenna føltes bare rigtigt, overskueligt og tilforladeligt. Jeg havde ingen problemer med at bruge min vejrtrækning, så den hjalp mig. Kl 14:00 var limodermunden 8 cm åben. 14:10 kom jeg i badekarret, som stod i spisestuen oplyst af fine majsolstråler. Der havde jeg en pragtfuld halv time hvor veerne igen næsten ikke gjorde ondt, men hvor jeg kunne mærke Fenna bevæge sig ned i mit bækken mm. for mm..

Kl. 15:02 fik jeg pressetrang, pressede 5 gange hvor jeg mere bare gav slip end at presse.

 

Da hovedet skulle ud brændte det ad H...til, men det hjalp at have 2 fingre på hendes isse, så jeg ikke pressede for meget. I alt pressede jeg 7 minutter. Jeg havde aftalt med jordemoderen at Fenna selv skulle komme ud, uden at hun trak i hende. Ved næste ve kom skuldrene og resten af hende ud og så tog jeg hende op.

Hun havde det fint (apgar 9/1-10/5) og skulle hverken suges eller stimuleres for at trække vejret. Vi sad 45 min. i vandet, så hun kunne vænne sig til verden, før jeg fødte placenta og vi kom op af karret.

 

Det gik kort sagt bedre end jeg havde turdet drømme om. Men hvis jeg havde haft komplikationer eller skulle overflyttes havde jeg virkelig haft brug for alle Tinas forskellige evner.

 

Det var et stort ønske fra vores side at vores datter på 3,5 år kunne være med under fødslen og se sin lillesøster komme til verden, hvis hun havde lyst og det var om dagen. Det var for at forebygge at hun skulle føle sig sat udenfor en vigtig begivenhed i familien. Da Fenna blev født fulgte hun begejstret med. Vores datter var meget tryg ved Tina. Jordemoderens og Tinas evne til at sprede en stemning af ro hjalp også her til at signalere ”Alt er OK” og vores datter havde en god oplevelse.

Min yngste datter blev budt velkommen i et ocean af glæde, ro og begejstring og det må være den bedste start på livet.

 Skrevet af: Karen, 2007.

  

 

”Fra første kontakt følte jeg absolut, at jeg var i de rette hænder”

 

Min første fødsel var perfekt og efter bogen, syntes jordemoderen. For mig var den meget traumatisk og jeg led meget under den manglende tilstedeværelse af personalet (de havde travlt med mange fødsler og løb så hurtigt de kunne), og ikke mindst det manglende nærvær. Faktisk var oplevelsen så ubehagelig at jeg ikke troede jeg ville føde igen. Der gik da også 2 år før jeg var åben overfor muligheden.

 

Ret hurtigt, i min anden graviditet, kunne jeg mærke at jeg havde brug for hjælp, hvis det ikke skulle ende i søvnløse nætter og angst. På nettet fandt jeg frem til Tina og efter megen gåen rundt om den varme grød (og efter at have fundet en ”sponsor”) tog jeg kontakt.

 

Fra første kontakt følte jeg absolut at jeg var i de rette hænder. Vi havde nogle dejlige og lærerige møder under hele graviditeten, og både min mand og jeg var meget lettede over hvor naturligt det føltes at være med Tina, samt at opleve hendes utrolig gode situationsfornemmelse.

 

Vi havde inden snakket meget om hvordan det ville være at have en fremmed med til fødslen, men jeg må sige at hun i høj grad formår at finde sin plads, nærværende og tilstede uden at fylde og tage noget af oplevelsen fra os, og måske især fra min mand. Tværtimod var Tina den ekstra hånd jeg havde brug for at holde fast i. Min fødsel blev kort og god og allerede ½ time efter fødslen meldte jeg kækt ud at jeg var klar til at føde igen.

 

For mig har pengene været utroligt godt givet ud, også selv om fødslen blev kort og Tina kun var med de sidste to timer. Det vigtigste var at vide at hun stod til rådighed for os døgnet rundt omkring terminen, samt alt det vigtige arbejde hun havde gjort med mig for at give mig en tryg og dejlig graviditet.

 

Jeg ville uden tvivl benytte Tina igen hvis jeg skulle have flere børn.

 

Skrevet af: Katja, 2007.

 

 

”Det var altså alligevel FEDT at føde!”

 

Det er helt klart doulaens fortjeneste at Lotte, der længe under graviditeten var nervøs for hvordan hun ville reagere på smerte og pres - straks efter fødslen sagde: ”Det var altså alligevel FEDT at føde!” Vores datters fødsel kunne nemt være oplevet som overvældende, stressende og meget ”kemisk/teknisk”, men det var en fin oplevelse, fordi Tina var der til at støtte op om Lottes egne ressourcer i forløbet og med sit nærvær, at minde om at dette var starten på et nyt lille liv - en smuk historie.

 

Under graviditeten

Vi valgte at kontakte Tina, fordi vi gerne ville skabe kontinuitet og ekstra tryghed for os begge under fødslen. På hospitalet kan man jo få hilst på mange (travle) jordemødre og andre personaler i løbet af graviditet og fødsel, og vi ville gerne være et ”lille hold” hele vejen igennem, der havde dét fælles mål, at skabe den bedste oplevelse for forældrene og den roligst mulige ankomst for barnet.

 

Det var virkelig godt at få vendt de mange tanker om fødsel og graviditet på forhånd. Tina gav os megen god vejledning, og satte mange vigtige tanker i gang. Bl.a. havde vi stor glæde af, at vi havde ”lært” at en fødsel går sin helt egen gang – og det bedste man kan gøre, er at være åben og overgive sig til dens forløb og arbejde i nuet. En ting er at vide det teoretisk… men at have arbejdet med tanken var yderst virksomt og det fik vi brug for, for fødslen varede 39 timer fra vandet gik til vores datter var født.

 

Under fødslen

Under fødslen spredte Tina ro, accept, tryghed og koncentration, og en tro på at vi var det helt rigtige sted i nuet - på vej fremad imod det helt rigtige… Desuden var det for Karsten som ”at have en storesøster med, bare én der vidste alt muligt om fødsler”. Endelig sørgede Tina også helt konkret for at der blev hvilet, spist, drukket (så der var energi til fødselsarbejdet), fotograferet, hygget, trukket vejr (hvilket havde meget stor virkning, for veerne kunne ”mestres” med fuld koncentration og timing), ligget godt, masseret m.v.

 

Desværre faldt vores barns hjerterytme under sidste del af fødslen, så pludselig gik det stærkt. Der kom en læge, en sosu-assistent og flere andre. Det viste sig, at barnet skulle fødes hurtigt ellers var det akut kejsersnit. Vores datter blev født klokken 14.20 - på 3 veer og 7 minutter, hjulpet med sugekop. Det var en virkelig væsentlig afslutning, at fødslen fik lov at blive forløsning på veernes forarbejde. Det kunne vi (især Lotte) mærke - det var så vigtigt og rigtigt selv at kunne hjælpe barnet ud! Havde Lottes vejrtrækning ikke været så god og aktiv, var barnet ikke nået langt nok ned i bækkenet. Jordemoderen roste vejrtrækningsarbejdet og havde været yderst positivt overrasket over ve-arbejdets fremdrift.

 

Hvad kan doulaen

Tina er særlig god til at støtte ved sit stille og diskrete nærvær; at tænke de ting, man selv glemmer i orkanens øje og fornemme hvornår oplevelsen er ”forældrenes”, og hvornår hun skal træde ind og være mere tilstede. Tina giver den fødende omsorg og plads til koncentration og en rolig tro på sig selv og egne ressourcer, og formidler undervejs, hvad der er normalt og forventeligt, når personalet glemmer det, eller er travle med noget andet. Hun er også god til at gøre tanker til konkrete tiltag – f.eks. kontakter til personalet - så manden får spurgt f.eks.: ”Kan I ikke rykke for den epidural?” eller ”Jeg tror de dér bælter strammer for meget” eller ”Kan vi ikke gøre noget for at…”.

 

Vi kan faktisk ikke anbefale dét at føde med en doula nok!

Doula-ordningen skaber en god balance mellem den hospitalsmæssige oplevelse, så man både har den faglige tryghed (jordemoder, læger m.v.) og et stærkt menneskeligt og ”blødere” islæt. Samtalerne før og efter fødslen var af stor betydning for hele oplevelsen. Er man førstegangs-fødende - så for tryghed, kontinuitet, mental ro og en god oplevelse. Det var som sagt utroligt dejligt og heldigt for os som førstegangsfødende at vi havde inddraget Tina i forløbet, for alt ved den fødsel, ville vi have oplevet ganske anderledes uden hende! For flergangs-fødende for en anderledes rolig og spirituel fødselsoplevelse, støtte til at følge sin krop og føde, som kroppen nu byder.

Skrevet af: Lotte og Karsten, 2007.

 

 

"Jeg anbefaler alle mine veninder at bruge doulaen…”

 

Jeg fødte vores dejlige datter i april 2006 – vores første barn J. Selve fødslen var meget lang og bød på mange ”overraskelser” – den forløb slet ikke som min mand og jeg havde forventet. Vi var derfor utrolig lykkelige over at Tina var med hele vejen igennem forløbet. Hun beroligede på mange måder og gav svar på de spørgsmål der meldte sig under fødslen og hjalp dermed os til at være forberedt på de ting der kunne/ville komme til at ske undervejs.

 

Tina er specielt god til at lytte og forstå og hun har en evne til at berolige i de mest stressede situationer så man får slappet af igen. Alt i alt har det at have haft en doula som Tina, betydet alt i vores fødselsforløb, og vi vil bestemt bruge hende som doula igen, når den tid kommer. Tina er en utrolig rolig og afbalanceret kvinde og netop sådan en person man har brug for under fødslen.

Skrevet af: Rikke, 2006.

 

 

”Tina var doula da vores 2. barn blev født

– og vi er meget tilfredse med det hele!”

 

Fødselsforløbet ændrede tydeligt karakter, da Tina kom ind på fødestuen. Jeg var meget forpint af smertefulde veer og kunne i takt med at smerterne tog til mærke en begyndende angst under opbygning. Da jeg så Tina komme ind i lokalet, var min første tanke: ”Pyha, nu kan jeg godt slappe af og tage det roligt”. Det gjorde jeg så, og kombineret med en meget vellykket epiduralblokade, som jeg fik lagt kort tid efter, blev hele stemningen og fødselsforløbet ændret.

 

Vores 1. barns fødsel var en meget barsk oplevelse for både min kæreste og mig; han måtte hjælpeløst se til mens forløbet blev værre og værre og der hele tiden blev begået fejl. Dengang var der ingen som var opmærksom på ham og fødslen var en meget voldsom oplevelse for ham. Det samme skulle jo nødigt ske igen, og jeg var meget opmærksom på, hvordan han havde det, og hvordan han oplevede forløbet.

 

Da Tina kom, forsvandt min bekymring med et samme, for jeg vidste at hun også ville tage sig af ham og det var meget befriende for mig at kunne samle mit fokus om fødslen. Jeg vidste at når bare jeg var rolig og afslappet ville han også være det. Vi er begge overbeviste om at Tinas tilstedeværelse gjorde dette muligt.

 

Tina er et varmt og imødekommende menneske, som det ikke er svært at fatte tillid til. Hendes tilstedeværelse ved fødslen gjorde, at vi begge følte os trygge og hun var utrolig god til at deltage uden at overtage; hun sørgede for hele tiden at være til stede og deltage i forløbet med tydelig respekt for, at det skulle være en god oplevelse som min kæreste og jeg havde sammen. Tina greb på intet tidspunkt forstyrrende ind i dette. Hun kunne lynhurtigt aflæse situationen og støttede os præcis i det omfang vi havde brug for.

 

Tina er utrolig god til at skabe en tryghed og ro omkring sig. Hun er god til at beskrive og visualisere smerteoplevelse og dette er helt klart et redskab, som hun videreformidlede således at vi kunne bruge det under fødslen. Det var en stor hjælp at kunne sætte konkrete billeder på da det virkelig gjorde ondt. En endnu større hjælp var det at være velforberedt i forhold til hvor og hvornår angsten fra tidligere fødselsforløb eventuelt kunne trænge sig på. Dette havde Tina fået vores øjne op for og det var os en stor hjælp undervejs. 

 

Vi er begge meget lettede og glade, da vi ved denne fødsel kan tænke tilbage på en oplevelse, som på alle måder var god og rar. Vi var trygge og afslappede gennem stort set hele fødselsforløbet og oplevede slet ikke den angst og hjælpeløshed, som i høj grad prægede vores første barns fødsel for knapt to år siden.

 

Vi kan kun anbefale at have en doula ved sin side under graviditets- og fødselsforløbet. Som førstegangsfødende kan en doula være en stor hjælp, fordi det hele er nyt; man ved ikke hvad man går ind til. Har man, som vi har haft, en kompliceret og traumatisk fødsel første gang, kan det bestemt også anbefales at have en doula med anden gang – både som en rigtig god vejleder op mod fødslen, en god hjælper under fødslen, men bestemt også som led i efterfødselsforløbet, hvor det er vigtigt og givende at få talt hele forløbet igennem.

 

Skrevet af: Sandra og Hans-Henrik, 2005.

  

Jeg kan varmt anbefale Tina som doula og står gerne

til rådighed med yderligere oplysninger!

 

Tina har været doula for mig før, under og efter fødslen af mit første barn – han kom til verden den 6. juli 2005.

 

Jeg fik kontakt med Tina i 5. måned og besluttede mig efter første samtale til at det bestemt var en hjælp jeg gerne ville have. Under resten af graviditeten var jeg således jævnligt i kontakt med Tina, som forholdt sig aktivt til de komplikationer jeg fik under graviditeten. Tina kom med gode forslag til øvelser der kunne aflaste helt specifikt for mig. Til selve fødslen havde jeg valgt at have en god veninde med, så møderne med Tina var hun selvfølgelig også med til.

 

Til trods for at min veninde og jeg synes vi kender hinanden rigtig godt, så fik Tinas spørgsmål os til at forholde os til ting, både helt konkret, som hvordan reagerer jeg egentlig på smerte, såvel som mere følelsesmæssigt, som hvad der skal til for at jeg føler mig tryg; ting som jeg som førstegangsfødende slet ikke havde tænkt på det var nødvendigt at forholde mig til. Under fødslen viste det sig at være meget nyttigt at vi havde forholdt os til de ting, for det gav mig en stor tryghed, og det betød, at jeg ikke behøvede at bruge kræfter på at forklare mig, og kunne koncentrere mig om veerne.

 

Jeg kontaktede Tina telefonisk den morgen vandet gik og aftalte, at jeg ville ringe senere, idet jeg ikke havde fået veer endnu. På grund af mit forhøjede blodtryk, blev jeg ikke sendt hjem igen selvom jeg ikke havde veer – jeg blev på hospitalet til observation. Min veninde og jeg var jævnligt i telefonisk kontakt med Tina, hvor vi fortalte hvordan det skred frem, og først da veerne tog til i styrke, besluttede vi at Tina skulle komme. For mig var det trygt og godt at vide, at Tina ville være hos mig så snart jeg ønskede det. Hun kom netop, som jeg blev flyttet tilbage til fødegangen. Vi havde snakket om forskellige fødestillinger, og hvad jeg kunne forestille mig jeg gerne ville, men det viste sig, at jeg på grund af det høje blodtryk skulle have en epiduralblokade, og dermed blev udfoldelsesmulighederne jo begrænsede. Det betød, at det eneste jeg selv kunne styre var min vejrtrækning, og her var Tina uvurderlig. Jeg husker det sådan, at jeg havde hendes rolige stemme i mit øre præcis når jeg havde brug for det. Jeg oplevede kun ganske få gange at smerten blev så voldsom at jeg ikke kunne følge med, og de gange var det Tina der instruerede mig tilbage, så jeg følte jeg selv havde kontrol og ikke blev grebet af panik. Min veninde og jeg havde under vores samtaler med Tina aftalt hvem der skulle forholde sig til hvad under fødslen, og min veninde har således oplevet at være meget tryg ved at Tina var der hele tiden, mens hospitalets personale jo skiftede undervejs.

 

Da min søn blev født, havde han siddet fast med navlestrengen rundt om halsen, mens vi ventede på den sidste presseve, så han var meget blå og livløs da han kom ud. Det var meget voldsomt at opleve, at han kun kom op til mig i få sekunder, hvorefter lægen fik ham. Min veninde fulgte med lægen, der blev i rummet, og fortalte mig hvordan det gik, og Tina blev hos mig. Da jeg blev grebet af panik over det der skete med min søn og begyndte at hyperventilere, var det Tina der fik mig beroliget, og fik mig til at trække vejret ordentligt igen. Min søn kom sig heldigvis hurtigt og var stor og stærk og dejlig – og det er han stadig!

 

Efter fødsel havde vi en opsamlingssamtale, hvor fødslen blev drøftet igennem og her viser det sig som en klar fordel at have haft Tina med, for den gennemgang man får på hospitalet er i bedste fald med en af de jordemødre man rent faktisk har mødt! Jeg nåede at være ”i hænderne” på ikke mindre end 6 jordemødre på det døgn der gik fra vandet gik, til jeg havde født. Det er svært at sige, hvordan fødslen ville have været uden Tina, men jeg er selv overbevist om, at det gjorde en væsentlig positiv forskel, at hun var der.

 

Tina er meget rolig og omsorgsfuld i sit arbejde, har fine empatiske evner og tackler således situationen med at være en ”privat fagperson” i et offentligt system meget fint.

Skrevet af: Dorthe Mikkelsen, 2005.