Hvem har gavn af en doula

At ønske et barn, være gravid, fødende og nybagt familie er vidunderligt, men kan også for mange være en sårbar og svær tid med ambivalente følelser. Der kan være mange grunde til at vælge at have en doula ved sin side:

  • Nogen har ikke en partner eller andre pårørende, som de har lyst til eller mulighed for at dele deres graviditet og fødsel med.
  • Andre har tidligere oplevet en ubehagelig graviditet eller fødsel.
  • Nogen er decideret bange for at skulle føde.
  • Andre ønsker blot at øge chancen for en god og positiv graviditets- og fødselsoplevelse og en endnu bedre overgang til det at blive forældre.

 … én ting er i al fald sikker; du behøver ikke frygte en skidt fødsel for at få en bedre med doulaen.

Når et barn fødes – fødes en ny familie. Rejsen fra at være mand og kvinde til at blive far og mor, kan sammenlignes med en rejse gennem et endnu uopdaget land. Doulaen er den guide en vordende familie kan vælge at følges med; alle vordende forældre burde, efter min opfattelse, have en doula ved deres side, eller en person, som udfylder den samme funktion, da en guidet tur som bekendt bibringer større viden og bevidsthed og dermed mulighed for udvikling.